Looptænkningsmodel til smidiggørelse af ledighedsproblematikken
14. maj 2010
Alle systemer har godt af at blive kikket på med friske øjne. Nogle gange skal der lægges til, andre gange skal der trækkes fra, og nogle gange skal der tænkes helt nyt.
Inden for arbejdsløshedsproblematikken ser det ud som om der er brug for en gennemgribende nytænkning. Det er tid til at kassere mange indretninger i arbejdsløshedssystemet der ikke er tidssvarende, og der er brug for at undervisningsinstitutionerne og erhvervslivet er med i helhedsløsninger der giver dem en del af ansvaret for løsning af arbejdsløshedssituationen. Der ud over er der behov for at se meget mere nuanceret på arbejdsløshedsgruppen, hvad der motiverer dem, og hvad der er deres grundudgangspunkt (ingen uddannelse/ uddannelse/ uddannelsens niveau).
Det er vigtigt at erkende at den moderne arbejdstager ikke kan sammenlignes med arbejdstagerne fra arbejdsløshedssystemets start.
Langt de fleste moderne arbejdstager er ikke kun interesseret i at tjene penge, det er også vigtigt for dem at skabe image igennem jobbet, og at være i et arbejdsfællesskab der kan genererer det personlige netværk.
Kort sagt den tid er slut hvor det politiske system skal tænke i systemer der skal tvinge de arbejdsløse til at søg job, det behøves ikke, de har selv motivationen. Samtidigt kan man helt overordnet sige at et ”ikke kommunistisk”, ”ikke fascistisk” systemet må forstå at den individuelle entusiasme og det individuelle talent er uomgængelige elementer for frie menneske og det frie samfund, og derfor skal disse elementer inkorporeres i den moderne arbejdsløshedstænkning.
Mit forslag til en nytænkning af arbejdsløshedsproblematikken bygger på erkendelsen af arbejdsstyrkens moderne tilgang til arbejdet, samt det frie samfunds vilkår.
Overordnet mener jeg at det er vigtigt at skille de uddannede fra de ikke uddannede i arbejdsløshedssituationen.
Som det er nu bliver arbejdsløse med uddannelse og arbejdsløse uden uddannelse behandlet ud fra samme model, hvilket medfører at de arbejdsløse føler frustration over at være i behandlingssystemer der ikke tager hensyn til deres specielle udgangspunkt.
Frustrationen begrænser sig ikke kun til de arbejdsløse. Regeringen, politikere, erhvervslivet og arbejdsløshedssystemets behandlere er lige så frustreret, og hele situationen skriger på nytænkning.
Som iagttager af samfundsproblemer, og som ”idé - ingeniør” med kunstnervinkel har det i lang tid været en gåde at man blandede uddannede og ikke uddannede i samme løsningsmodel, og at man ikke aktivt søgte at inddrage uddannelse og uddannelsesinstitutioner i løsningsmodellerne til behandling af de arbejdsløse.
I min optik er uddannelsesinstitutionerne sammen med erhvervslivet sluppet alt for let fra ansvaret med at løse arbejdsløshedsproblematikkerne, og samtidig er en løsning hvor uddannelsesinstitutionerne går aktivt ind i løsningsmodeller for de uddannede arbejdsløse efter min mening vejen frem.
Alt efter hvilken slags uddannelse det handler om, går mit forslag ud på at arbejdsløse med en uddannelse, der er medlem af en A-kasse eller ikke er medlem af en A-kasse, bliver tilknyttet en slags laboratorieenhed i arbejdsløshedsperiode der er i forbindelse med den eller de uddannelser de har taget, eller den eller de uddannelser der lægger i forlængelse af deres forhenværende roller på arbejdsmarkedet.
Deres forpligtelse/tilbud på ”laboratorieenheden” er at sætte sig i gang med selvopfindende projekter der har flere formål:
- Bevare den tilegnede viden
- Bevare gejsten
- Vise sit potentiale over for interesserede parter
- Vise nye sider af sit potentiale
- Være et realistisk pust fra virkeligheden til undervisningsinstitutionen og dens studerende.
- Indgå i institutionens forskningsudvikling (med indbygget beskyttelse af intellektuelle ideer)
- Starte selvstændig virksomhed ud fra erfaringer og projekter fra laboratorium situationen.
Som følge af loopmodellens cirkulære bevægelse mellem uddannelser, beskæftigelse og ledige på laboratorieenheder er mulighederne for selvvalgte uddannelser det eneste der er tilbage af beskæftigelsestilbudene i den nye ledighedsmodel.
Loopmodellen giver også mulighed for rationalisering og besparelser vedrørende administrationen af de ledige, idet jobsamtalerne naturligt kan lægge i forbindelse med laboratorierne.
Samtidigt kan A-kasserne skabe en vis synergieffekt mellem A-kasserne, uddannelserne og virksomhederne som følge af at A-kasserne også lægger deres indsats i forbindelse med laboratorierne.
Min vurdering er at loopmodellen vil spare mange unødvendige mellemled væk mellem den arbejdsløse og et kommende job. Det vil skabe mange frugtbare og dynamiske udviklinger for de ledige, arbejdsmarkedet og samfundet. Det vil give erhvervslivet en genvej til at finde de specielle emner de skal bruge, og som er til rådighed for markedet, og det vil skabe et positivt konkurrence miljø for de uddannede arbejdsløse.
Derudover vil det skabe et innovationsmiljø hvor innovatorer fra forskellige miljøer kan finde hinanden og skabe grobund for selvstændig virksomhed og nye forretnings ideer.
Hvordan skal det finansieres?
I første omgang vil besparelser på administration og reduktionen af mellemled mellem den interesserede arbejdsgiver og den arbejdssøgende skabe store besparelser. Der ud over vil den forøgede synligheden af de lediges evner og erfaring skabe totale overblik for medarbejdersøgende virksomheder og samtidigt en tidsmæssig besparelse i jobsøgningsperioden for de ledige, disse besparelser kan passende indgå i loopmodellens rentabilitets vurdering.
Institutionerne kan som det allerede er tilfældet i dag, indgå i resultatkontrakter med den statslige myndighed de er underlagt, og de kan indgå i samarbejdskontrakter eller sponsorkontrakter med erhvervslivet for at finansiere projektets detaljer.
De ikke uddannede ufaglærte arbejdsløse skal i dette idékompleks stadig stå til rådighed, men de skal belønnes for at tage uddannelse, eller starte selvstændig virksomhed.
Samtidigt burde der skabes et system der gør at de arbejdsløse kan arbejde sig ud af arbejdsløsheden som selvstændige, ved en fordelingsnøgle hvor udgifter blev skilt fra indtægter og hvor overskuddet skal fordeles mellem den arbejdsløse og støttesystemet på en sådan måde at den positive bevægelse væk fra arbejdsløshed blev belønnet.
Selvstændig virksomhed er ikke et fag i skolen, og derfor har mange angst for at gå fra lønmodtagersituationen til en situation som selvstændig erhvervsdrivende, derfor er et foreløbigt sidste element i min forslagsrække til et smidigere arbejdsløshedssystem at skabe et mere venligt system for førstegangs selvstændige vedrørende skat, moms og regnskab.
Jens Otto Hansen
Esbern Snaresgade 10,4th.
1725 København V
Tlf. 33 31 07 44